Forstå dit dyr bedre
Forstå dit dyr bedre
Adfærd handler ikke kun om det, vi kan se. Den fortæller også noget om, hvordan hunden oplever sin verden, hvad der skaber tryghed, og hvad der kan bringe den ud af balance.
Nogle hunde møder nye situationer med nysgerrighed og handlekraft, mens andre har brug for mere tid, ro eller støtte. Det er en del af deres individuelle natur.
De 5 emotionelle typer fra kinesisk medicin giver en ramme for at forstå disse forskelle – og for at se, hvordan den enkelte hund reagerer både i balance og under stress.
Det gør det lettere at møde hunden på en måde, der passer til dens behov.
Lær de 5 emotionelle typer at kende
Ildtypen
Motto: ”Se på mig”
Typiske træk i balance: Venlig. Kærlig og hengiven, Følsom, Ivrig
Typiske træk i ubalance/stress: Ængstelig, Over-reaktiv, Nervøs, Ophidset
Jordtypen
Motto: ”Skal vi være et team”
Typiske træk i balance: Rolig, afslappet, Børnevenlig, Fredsmægler
Typiske træk i ubalance/stress: Apatisk, Doven, Sløv, Sur
Metaltypen
Motto: ”Sig hvad jeg skal lave”
Typiske træk i balance: Hårdtarbejdende, Pålidelig, Udholdende
Typiske træk i ubalance/stress: Rigid, Lukket, Afvisende, Passiv
Vandtypen
Motto: ”Kan jeg stole på dig”
Typiske træk i balance: Meget sensitiv, Stærk vilje, Søger tryghed, Følsom for smerte
Typiske træk i ubalance/stress: Angst, Usikkerhed, Uforudsigelig, Fysisk svaghed
Trætypen
Motto: ”Jeg vil vinde”
Typiske træk i balance: Power, Viljestærk, Konkurrencepræget, Territoriel
Typiske træk i ubalance/stress: Pågående, Aggressiv, Apatisk, Depressiv
Balance og ubalance giver retning
Det er ikke kun vigtigt at vide, hvilken type hunden minder om. Det er mindst lige så vigtigt at se på, hvordan den er, når den trives, og hvordan den ændrer sig under stress.
En hund i balance vil ofte være mere nysgerrig, lære lettere og bedre kunne håndtere nye situationer. Når den kommer ud af balance, kan den reagere med eksempelvis frygt, uro, frustration, aggression eller tilbagetrækning.
Når vi forstår både hundens emotionelle type og dens måde at reagere på i balance og ubalance, bliver det lettere at vælge den rette træning, håndtering og hverdag – og at se, hvad hunden har brug for for at finde tilbage til større tryghed og trivsel.
Adfærden fortæller ikke altid hele historien
Det, vi ser udefra, fortæller ikke altid, hvad der ligger bag.
En hund kan for eksempel virke meget stærk, udfarende eller hurtigt reagerende og derfor umiddelbart ligne en Trætype. Men bag den kraftige adfærd kan der ligge usikkerhed og et større behov for tryghed.
Hvis vi kun ser på selve reaktionen, kan vi derfor komme til at møde hunden på en måde, der ikke passer til det, den egentlig har brug for.
Derfor ser jeg ikke kun på adfærden, men på hele hunden – dens måde at reagere på, dens historie, dens krop og de tegn på balance eller ubalance, der viser sig.
Når vi ser bag om adfærden, bliver det lettere at forstå hunden og møde den på den rigtige måde.
At forstå dit dyr bedre
De 5 emotionelle typer kan være en hjælp til at forstå hunden mere nuanceret gennem hele livet.
For den unge hund kan det give et bedre udgangspunkt for træning, socialisering og hverdagsliv. For den voksne hund kan det støtte trivsel og forebygge stress. Og for hunden med adfærdsproblemer kan det hjælpe os med at forstå, hvad der ligger bag reaktionen.
Som hundeejer får du samtidig et bedre blik for din hunds styrker, sårbarheder og behov – og for hvad der skaber henholdsvis tryghed og stress.
Det handler ikke om at sætte hunden i en kasse, men om at lære den bedre at kende.
Jo bedre vi forstår hunden, jo lettere bliver det at skabe tryghed, relation og trivsel.